Biochain – Biogas værdikæder
Projektets formål er at videreudvikle biogasproduktionen i Danmark til gavn for de landmænd, der leverer biomasse til biogasanlæggene, eller som er ejere eller medejere af biogasanlæg.
Projektet er et flerårigt projekt, som støttes af Innovationsfonden. Projektets opgaver løses i samarbejde med universiteter og virksomheder.
SEGES’ opgave i projektet er at bestemme tilgængeligheden og produktionsomkostningerne forbundet med fremskaffelsen af forskellige typer af biomasser, der kan anvendes til biogasproduktion. SEGES bidrager med beregninger af omkostninger til høst, lagring, håndtering, transport og forbehandling i forbindelse med bioforgasning af biomasserne. Desuden regnes der på transport og slutværdi af den afgassede biomasse.
I projektet udvikles metoder og beslutningsstøttemodeller, der belyser produktions- og økonomiske potentialer ved brug af forskellige biomasser til biogasproduktionen. Desuden udvikles metoder og modeller til at forudsige de miljømæssige konsekvenser ved anvendelsen af givne biomasser til biogasproduktion. Barrierer for videreudvikling af biogasproduktion undersøges i den samlede værdikæde fra produktion og indsamling af biomasse, gennem energiproduktionen og til slutanvendelsen af den afgassede biomasse. Der udvikles tiltag til at eliminere de identificerede barrierer for at sikre en god økonomi i hele værdikæden.
I projektet er der være særlig fokus på udvikling af metoder til (1) bestemmelse af biogaspotentiale med og uden forbehandling, (2) reduktion i drivhusgasudledning ved bioforgasning, (3) undersøgelse af kulstoflag-ring og (4) bestemmelse af gødningsværdi af den afgassede biomasse. Resultaterne indbygges i modeller til optimering af biogasværdikæden. Metoderne såvel som modellerne skal kunne anvendes af primærproducenter eller rådgivere.